Fernisering i Ormslev borgerhus

Kom til fernisering på en ny udstilling af kunstneren Nina Haubroe Juric! Ferniseringen finder sted i Ormslev borgerhus, Gl. Søvænget nr 1, 8260 Viby J. d. 22. august kl. 17.30-19, hvor du kan nyde et glas og en snack og se de smukke værker: Collager og malerier fra det abstrakte, drømmende rum.

Nina Haubroe Juric  skriver om sin kunst:

Fælles for al mit billedearbejde er, at det er nordisk i sit udgangspunkt, en personlig formidling af lyset og luften og verden omkring mig, som jeg sanser den.

 

Uanset om det er collager eller malerier undersøger jeg spændvidden mellem det genkendelige og ugenkendelige, mellem det alvorlige og det humoristiske, mellem det jordnære og det uhåndgribelige.

For mig handler billedkunsten om at gå på opdagelse i det, der er.  

Mine collager er et mix af collage med akvarel, blæk, tusch, akryl, tryk og stykker af natur. Jeg elsker collagens lethed og hvordan genkendelige små fragmenter fra hverdagens billedkultur kan tranformeres ind i en ny sammenhæng og blive til noget nyt i poetiske, finurlige, underfundige, eventyrlige fortællinger. 

Jeg finder mine collageelementer i magasiner, kunstbøger, fagbøger og reklamer og kan fortabe mig helt i processen, når jeg finder klip til nye collager – parfumeflasken, der bliver til en fornem fisk, rubinsmykket, der bliver til et træ på savannen. Mit øje søger altid spændende former, og jeg kan slet ikke lade være med at se mulighederne i hverdagens elementer. Jeg søger det uperfekte, det skæve. Jeg undersøger grænserne mellem kontrol og vildskab, mellem virkelighed og fantasi. Mine collager har ofte et strejf af barnlig leg, pastelfarvet, legende, let, fabulerende – man kan aldrig få for meget glimmer. 

Jeg elsker at arbejde med oliemaling, fordi den har en særlig glød og dybde. Den lange tørretid, smidigheden og malings formbarhed facinererer mig. Jeg maler ofte vådt i vådt og bruger sand, grus eller spartelmasse til at skabe strukturer i lagene.

Jeg arbejder altid et billede igennem mange gange. Undervejs i maleriets lag opstår forskellige overgange mellem stemninger og universer af ro, solitude, stilhed, lethed, larm og drama, som man kan bevæge sig ind i og ud af. Mine malerier har en nordisk klang; kold luft, lys, hav, vand, is, tåge og jord. Rummet mellem det oplevede og fantasien ophæves, og lyset flytter sig med øjet. Overgangene mellem det ydre og det indre i billedet er i konstant bevægelse . Billederne udfordrer opfattelsesevnen, hvor der ud af stilheden dukker ukendte og udfordrende aspekter op. Jeg maler, dét, der er, og jeg lader det være, præcis som det opleves, uden intention.

Skriv et svar